19. - 20. kapitel

19. kapitel

Brugbare og sjove oplysninger:

Biernes bestøvning af frugttræer, har i Danmark større værdi end honning.
Der er en lov i Danmark der siger, at der skal være let adgang til vand for bierne fra 15.3 til 1.7.

I slutningen af 1700 tallet fandt man ud af, at det ikke var en konge, men en dronning i bisamfundet.
I 1620 kom honningbien til USA, hvor den hurtigt bredte sig. Det fik indianerne til at kalde bierne for ”den hvide mands fluer”. I 1880 var der over 1 mil. bistader i USA.

Der skulle være et Biavlsmuseum i Lyngby.

Bitømmeren er en ramme med net, hvor der er en lukkeanordning, som bierne kan komme ud ad, men ikke ind igen.

Der er fundet en klump rav med en bi indeni, som er dateret til at være over 43 mil. år gammel.
I Dronning Tyis grav er der fundet honning som er 3300 år gammel, med smag og aroma i behold.

I år 1998 var der ca. 70-80.000 bifamilier i Danmark.
Der skulle være 6.000.000.000 bier i Danmark
Der findes ca. 2000 arter bier.
10.000 bier vejer ca. 1 kg. og 2000 bier svarer til 2-3 dl.
En dronning, 500 droner og 25.000 arbejdsbier vejer 3 kg.

En eftersommer med dårligt vejr, kan give en dårlig udvikling næste år.
Bier flyver nødigt langt over vand.
Brunt sukker giver bier diarré.
Bier ”bruser” med vingerne for at tiltrække sig opmærksomhed fra de andre bier.

Man kan lugte, når en bi vil angribe. Den udsender en lugt som også ophidser de andre bier.
Voldsomme bevægelser gør bierne stikkelystne - hvis de føler sig truet.
Tordenvejr, stærk blæst /regn kan gøre bierne aggressive.
Bien stikker kun i nærheden af boet ellers er det ikke umagen værd.
Bierne er stikkelystne/aggressive alt efter, hvor mange fjender de har i det område, hvor de bor.

En mand døde efter 8000 bistik, medens en anden overlevede efter ”kun” 2243 bistik.
Hvert år dør en person af hvepsestik og kun hvert 3. år dør der én på grund af et bistik.
Hvepse dør ikke efter at have stukket, da den kan få sin brod med ud.
Biavlere i Gambia i Afrika, høster honning om natten i beskyttelsesdragt. Hvis de gør det om dagen, bliver bierne ved med at jage alt levende til solnedgang.
Andre afrikaniserede racer forfølger mennesker og husdyr meget langt og giver i tusindvis af stik.

***********************************

20. kapitel

Tilbage i tiden/historie:

Mange af de gamle folkeslag betragtede honning som ”en gave fra guderne”.
I Grækenland og Rom er honning anvendt i religiøse ceremonier.
I Peru brugte man honning som offergave.
Egyptere og grækere brugte før i tiden honning til at balsamere deres døde.
I det gamle Kina, blev honningen omtalt som ”udødelighedens medicin”.
I Rusland er honningen blevet omtalt som universalmiddel.

Første direkte bevis på menneskets interesse i honning, er fra stenalder hulemalerier i Sydspanien med billede af mennesker, der er ved at plyndre en bikube.

I Rekharas grav fra det 18. dynasti omkring år 1500 f. Kr., er der tegninger af mænd med honningkager.

De gamle egyptere holdt bier. Bistaderne blev sejlet op ad Nilen på tømmerflåder efterhånden som bierne flyttede sig fra blomst til blomst. Når man nåede Cairo, tappede man honningen og solgte den.
Et dokument fra ca. 250 f. Kr. viser en bønskrivelse fra en egyptisk biavler til en embedsmand ved navn Zeno, han beder om hjælp til æsler til at trække hans tømmerflåde med bier.

I Indien plejede hinduerne før i tiden, at lægge honning i munden på nyfødte drengebørn, som en renselsesproces.
En anden gammel hinduistisk tradition er, at bruge smør og honning som velkomstgave til en gæst eller en brudgom.

Der er flere henvisninger i bibelen om vild honning i Palæstina.

Honning er det første præserveringsmiddel, der er blevet brugt, og det var dengang til smør, i dag bruges det bl.a. til frugt.

Fra bevarede kilder, ved man at Ramses III skænkede 7050 krukker honning til en konge.

I det gamle Egypten og Assyrien blev biavlere idømt store bøder, hvis de opvarmede honningen. Den kunne jo ellers ikke bruges til medicin.

I århundrede var det klostre, der var center for biavlen og klostrene var samtidig også center for lægevidenskaben.

Der blev lavet bikuber af halm. Om efteråret skulle de vælge hvilke kuber der skulle ødelægges for at få honningen. Man valgte ofte de fyldte og gemte resten til året efter.
Man gravede et hul i jorden og afbrændte svovl. Kuberne blev anbragt oven på hullet, så bierne blev forgiftet og døde. Bierne blev forsigtigt rystet ud og honningen blev tappet over i store lerkar. Honningen blev skummet for voksrester og denne honning blev kaldt ”jomfruhonning”. Resten af tavlerne blev presset og den honning blev kaldt ”almindelig honning”. De tavler der var presset, blev til slut lagt i vand så de gærede og blev til mjød.